Traumer lagres i kroppen
Her er, hvad der egentlig sker i kroppen, når vi traumatiseres – forklaret på en måde, jeg aldrig selv har hørt nogen forklare det før. Og jeg ville ønske, jeg havde vidst det her for 40 år siden.
Når kroppen går i alarm
Når vi oplever noget truende eller følelsesmæssigt voldsomt, reagerer vores autonome nervesystem helt automatisk. Kroppen gør sig klar til at håndtere situationen.
Du har sikkert hørt om reaktionerne før: kæmp, flygt, frys eller tilpas dig.
Hvis kroppen får lov til at gøre det, den er blevet klar til, kan reaktionen få en afslutning.
Hvis du kæmper, og faren forsvinder. Hvis du løber væk og kommer i sikkerhed. Eller hvis du bryder sammen og græder, og der kommer nogen og hjælper dig, trøster dig eller holder om dig.
Så kan kroppen falde til ro igen. Så er cirklen færdiggjort.
Nervesystemet kan vende tilbage til normalen og på en måde registrere:
"Okay. Det er overstået. Jeg er i sikkerhed igen."
Når kroppen går i alarm
Når vi oplever noget truende eller følelsesmæssigt voldsomt, reagerer vores autonome nervesystem helt automatisk. Kroppen gør sig klar til at håndtere situationen.
Du har sikkert hørt om reaktionerne før: kæmp, flygt, frys eller tilpas dig.
Hvis kroppen får lov til at gøre det, den er blevet klar til, kan reaktionen få en afslutning.
Hvis du kæmper, og faren forsvinder. Hvis du løber væk og kommer i sikkerhed. Eller hvis du bryder sammen og græder, og der kommer nogen og hjælper dig, trøster dig eller holder om dig.
Så kan kroppen falde til ro igen. Så er cirklen færdiggjort.
Nervesystemet kan vende tilbage til normalen og på en måde registrere:
"Okay. Det er overstået. Jeg er i sikkerhed igen."
Når reaktionen ikke får en afslutning
Men hvad sker der, hvis du ikke har mulighed for at reagere?
Hvis du for eksempel er et barn og ikke kan kæmpe imod.
Hvis du ikke kan flygte, fordi det foregår i dit eget hjem, og det er din partner, der gør dig ondt.
Eller hvis du ikke engang kan græde, fordi du har lært, at det bliver straffet.
Så får kroppens reaktion måske aldrig rigtig en afslutning. Cirklen bliver ikke færdiggjort.
Kroppen har sat hele systemet i gang. Den har gjort sig klar til at handle – men handlingen kom aldrig.
Og hvad sker der så med alt det, kroppen satte i gang?
Noget af alarmberedskabet kan blive hængende i systemet. Som om kroppen stadig står midt i noget, der ikke helt er afsluttet.
Når reaktionen ikke får en afslutning
Men hvad sker der, hvis du ikke har mulighed for at reagere?
Hvis du for eksempel er et barn og ikke kan kæmpe imod.
Hvis du ikke kan flygte, fordi det foregår i dit eget hjem, og det er din partner, der gør dig ondt.
Eller hvis du ikke engang kan græde, fordi du har lært, at det bliver straffet.
Så får kroppens reaktion måske aldrig rigtig en afslutning. Cirklen bliver ikke færdiggjort.
Kroppen har sat hele systemet i gang. Den har gjort sig klar til at handle – men handlingen kom aldrig.
Og hvad sker der så med alt det, kroppen satte i gang?
Noget af alarmberedskabet kan blive hængende i systemet. Som om kroppen stadig står midt i noget, der ikke helt er afsluttet.
Når alarmen bliver en del af hverdagen
Det kan vise sig som skuldre, der altid er spændte. En kæbe, du konstant bider sammen. Maveproblemer, du måske har været hos den ene læge efter den anden med, uden at nogen rigtig kan finde ud af, hvad der er galt.
Eller måske mærker du bare en svag uro eller angst, der hele tiden ligger og summer i baggrunden.
Den har været der så længe, at du ikke længere tænker over den.
Du tror bare:
"Sådan er jeg."
Og det er noget af det interessante.
For nogle gange kalder vi noget vores personlighed, selvom det måske i virkeligheden er gamle beskyttelsesreaktioner, vi har båret rundt på så længe, at de er blevet en del af den måde, vi oplever os selv på.
Peter Levine, som står bag Somatic Experiencing, har arbejdet med den tanke i årtier. Traumeforskeren Bessel van der Kolk har også været med til at sætte fokus på sammenhængen mellem traumer, hjerne, nervesystem og krop.
Når alarmen bliver en del af hverdagen
Det kan vise sig som skuldre, der altid er spændte. En kæbe, du konstant bider sammen. Maveproblemer, du måske har været hos den ene læge efter den anden med, uden at nogen rigtig kan finde ud af, hvad der er galt.
Eller måske mærker du bare en svag uro eller angst, der hele tiden ligger og summer i baggrunden.
Den har været der så længe, at du ikke længere tænker over den.
Du tror bare:
"Sådan er jeg."
Og det er noget af det interessante.
For nogle gange kalder vi noget vores personlighed, selvom det måske i virkeligheden er gamle beskyttelsesreaktioner, vi har båret rundt på så længe, at de er blevet en del af den måde, vi oplever os selv på.
Peter Levine, som står bag Somatic Experiencing, har arbejdet med den tanke i årtier. Traumeforskeren Bessel van der Kolk har også været med til at sætte fokus på sammenhængen mellem traumer, hjerne, nervesystem og krop.
Hjernen prøver at beskytte dig
Hjernen har én ekstremt vigtig opgave: Den prøver hele tiden at forudsige, hvad der kommer til at ske.
Hvis du har oplevet noget voldsomt, som dit system stadig opfatter som uafsluttet eller farligt, kan hjernen derfor begynde at holde øje med situationer, der minder om det.
Og hvorfor gør den det?
For at hele dig?
Ikke nødvendigvis.
Den gør det først og fremmest for at beskytte dig.
For at forhindre, at det samme sker igen.
Hjernen prøver at beskytte dig
Hjernen har én ekstremt vigtig opgave: Den prøver hele tiden at forudsige, hvad der kommer til at ske.
Hvis du har oplevet noget voldsomt, som dit system stadig opfatter som uafsluttet eller farligt, kan hjernen derfor begynde at holde øje med situationer, der minder om det.
Og hvorfor gør den det?
For at hele dig?
Ikke nødvendigvis.
Den gør det først og fremmest for at beskytte dig.
For at forhindre, at det samme sker igen.
De regler, vi lærer at leve efter
Så lidt efter lidt kan systemet begynde at lave regler:
"Hold dig væk fra den type mennesker."
"Du skal ikke sige sådan noget."
"Du skal helst ikke mærke den følelse."
"Du skal ikke gå ind i den situation."
"Det dér er farligt."
Hver enkelt regel kan måske virke lille og ubetydelig.
Men gennem et helt liv kan alle de små undgåelser ende med at fylde rigtig meget.
Til sidst kan de faktisk være med til at forme hele den måde, du lever dit liv på.
De regler, vi lærer at leve efter
Så lidt efter lidt kan systemet begynde at lave regler:
"Hold dig væk fra den type mennesker."
"Du skal ikke sige sådan noget."
"Du skal helst ikke mærke den følelse."
"Du skal ikke gå ind i den situation."
"Det dér er farligt."
Hver enkelt regel kan måske virke lille og ubetydelig.
Men gennem et helt liv kan alle de små undgåelser ende med at fylde rigtig meget.
Til sidst kan de faktisk være med til at forme hele den måde, du lever dit liv på.
Er din comfort zone egentlig en sikkerhedszone?
Vi taler tit om, at vi skal "ud af vores comfort zone".
Men måske er det, vi kalder vores comfort zone, slet ikke et område, hvor vi har det specielt komfortabelt.
Måske er det snarere det område, vores nervesystem har vurderet som sikkert.
En slags usynlig grænse omkring os, der er blevet bygget op ud fra alt det, vi har oplevet – og alt det, vores system prøver at beskytte os imod.
Derfor kan det også føles voldsomt at træde uden for den grænse.
Ikke nødvendigvis fordi det, vi gør, faktisk er farligt.
Men fordi vores system har lært, at det kunne være det.
Er din comfort zone egentlig en sikkerhedszone?
Vi taler tit om, at vi skal "ud af vores comfort zone".
Men måske er det, vi kalder vores comfort zone, slet ikke et område, hvor vi har det specielt komfortabelt.
Måske er det snarere det område, vores nervesystem har vurderet som sikkert.
En slags usynlig grænse omkring os, der er blevet bygget op ud fra alt det, vi har oplevet – og alt det, vores system prøver at beskytte os imod.
Derfor kan det også føles voldsomt at træde uden for den grænse.
Ikke nødvendigvis fordi det, vi gør, faktisk er farligt.
Men fordi vores system har lært, at det kunne være det.
Når beskyttelse bliver til begrænsning
Problemet er, at sådan noget kan vokse over tid, indtil vores verden føles lille, indskrænket og trang, og vi får meget svært ved at leve det liv, vi egentlig ønsker os.
Den ene undgåelse fører til den næste.
Grænserne bliver lidt smallere.
Vi indretter os mere og mere efter det, nervesystemet forsøger at beskytte os imod.
Indtil vi måske en dag opdager, at noget, der oprindeligt forsøgte at beskytte os, er begyndt at begrænse os.
Og det er ikke bare noget, vi bilder os ind.
Det kan opleves meget virkeligt i kroppen.
Når beskyttelse bliver til begrænsning
Problemet er, at sådan noget kan vokse over tid, indtil vores verden føles lille, indskrænket og trang, og vi får meget svært ved at leve det liv, vi egentlig ønsker os.
Den ene undgåelse fører til den næste.
Grænserne bliver lidt smallere.
Vi indretter os mere og mere efter det, nervesystemet forsøger at beskytte os imod.
Indtil vi måske en dag opdager, at noget, der oprindeligt forsøgte at beskytte os, er begyndt at begrænse os.
Og det er ikke bare noget, vi bilder os ind.
Det kan opleves meget virkeligt i kroppen.
8722 Hedensted
Danmark
