Den 7. september 2015 stoppede mit liv

Når man starter i terapi hos mig, finder man ret hurtigt ud af, at også jeg har en historie bag mig.

MIN EGEN HISTORIE

Den starter da jeg var 15 år. Jeg mistede i rap to venner i skolen, der døde hurtigt og helt uforståeligt. Med et par ugers mellemrum. Nogle måneder senere døde en tredje. Og en aften ringede min mormor og bad mig fortælle min mor, at en af hendes venner var død pludseligt.

Og så fik jeg angst.

Det blev startskuddet til uanet mange besøg på skadestue, hos læge, psykologer og psykiatere. Det blev til 30 år med uvirksom behandling, medicin der dæmpede, medicin der kvikkede op og medicin der lagde låg på. Men jeg var i perioder - årevis - invalideret af min angst. Det eneste der "hjalp" var at arbejde. Så jeg arbejdede rask væk 60-80 timer om ugen. For at slippe væk fra mine tanker. Min angst. Min forfærdelige sygdomsangst.

Efter fødslen af min søn, fik jeg en depression. Og to år efter - i graviditeten med min datter - gik det helt helt galt. Jeg udviklede kraftige tvangstanker, min angst eskalerede og jeg var låst. Stivnet. I frygten. Jeg gik ambulant på psykiatrisk afdeling tre gange om ugen i hele graviditeten. Men det blev ikke bedre.

Diagnoserne hobede sig op.

Stress

Angst

Depression

OCD

Efter fødslen var jeg kun et tomt hylster.

Mit ægteskab røg efter nogle år.

Min søn fik angst.

Min datter mistrivedes som følge af skilsmissen.

Og stille og roligt brød jeg sammen.

Helt.

Fra 2013 til 2015 ligger der utallige henvendelser til min læge om hjælp. Han gjorde det bedste, han kunne. Men det hjalp ikke.

Mit arbejde sendte mig til psykolog. De kunne se, den var gal. Men det hjalp heller ikke.

Og den 7. september 2015 sagde min krop stop.

Og det samme gjorde mit sind.

Og så stoppede jeg.

Og alt blev sort.

Der er nogle måneder, jeg ikke rigtig kan huske.

Jeg blev sygemeldt.

Og var alene med mine tanker.

Min angst.

Den åd mig.

Min krop skreg.

Og jeg skreg.

Inde i hovedet.

Hver dag.

Hele tiden.

Jeg måtte beslutte, om jeg nu ville leve eller dø. Jeg så på mine børn. Valget blev enkelt. Jeg skyldte dem en mor. En god mor. En glad mor.

Jeg blev sendt på et mindfulkursus af jobcentret. Det var i starten grufuldt. Jeg skulle sætte mig, lukke øjnene og mærke efter.

Efter hvad!??!

Jeg var tom.

Og det sted, der inde i mig ikke var tomt, skulle jeg satme ikke besøge.

Derinde boede alle mine dæmoner.

Troede jeg.

Faktisk blev det kursus startskuddet. Jeg blev meget nysgerrig på, hvordan mit sind og min hjerne egentlig fungerer. Det er noget af det, jeg lægger vægt på i dag med mine klienter: Forstå din hjerne!

Jeg mødte en psykoterapeut. På Tinder!!!! Og SÅ vendte det hele sig. Vi havde mange lange samtaler og han spurgte mig om ting, ingen nogensinde havde spurgt om før. Og pludselig begyndte jeg at forstå. Han kendte også en tankefeltterapeut. Og jeg bestemte mig for at prøve, om det kunne hjælpe mig. Lægen havde på nuværende tidspunkt opgivet og henvist mig til en smerteklinik: De smerter jeg oplevede hver dag, skulle jeg lære at leve med.

Jeg tog afsted til terapeuten. Allerede første gang fik jeg det væsentligt bedre. Og efter anden behandling var jeg angstfri.

Dér stoppede jeg op!

Og tænkte det var ligegodt satans!!???

Jeg har levet med angst i 30 år og opgivet af alle - og efter 2 sølle sessioner er jeg ANGSTFRI!!???

Og min krop gjorde ikke ondt mere!

To måneder senere besluttede jeg mig for at tage uddannelsen. Og jeg investerede al min tid i at uddanne mig i … mig! En uddannelse blev til flere og en dag vidste jeg, at jeg kan noget særligt med de ting, jeg har lært. På uddannelserne. Og af livet.

Jeg er ikke den eneste psykoterapeut i verden.

Eller den eneste tankefeltterapeut.

Eller den eneste traumeterapeut.

Eller den eneste coach.

Eller for den sags skyld den eneste Eliteterapeut (vi er vist 2 i dk nu)

MEN - jeg er den eneste af min slags.

Den eneste med min metode.

Den eneste med min erfaring.

Og så startede jeg Livsterapi

Så her har du mig.

Din terapeut.

10 år senere.

Jeg ved, hvordan det føles, når man går i tusind stykker.

Og nu kender jeg også recepten på rejsen tilbage til livet.

Jeg er så inderligt taknemmelig for min egen rejse. Det blev en nulstilling. Og jeg er ydmyg overfor den mulighed, det har givet mig for at give det videre. Taknemmelig for hver person, der sætter sig overfor mig, som jeg hjælper til at føle håb. Glæde. Til at få indsigterne i deres eget sind og i, hvor fantastiske netop de er. Til at løse fortidens issues, der sidder i krop og sjæl som låste knuder af frygt. SÅ INDERLIGT TAKNEMMELIG

Tak for at læse min historie

Julie